Vejledning vedrørende Den Internationale Kode for Sikring af Skibe og Havnefaciliteter (ISPS Koden)
ISPS-koden omfatter kun skibe i international fart – og de omfattede skibe er: • alle passagerskibe med flere end 12 passagerer, inkl. hurtigfærger • lastskibe med en bruttotonnage1) på eller over 500, inkl. hurtigfærger, samt • offshore boreenheder med egen maskine (MODU).
Imidlertid vil der herudover være situationer, hvor skibe grundet deres specielle virksomhed tilrådes at gennemgå certificering for ikke at blive afvist ved en godkendt havefacilitet / offshore installation.
I henhold til Artikel 3, stk. 7 i den kommende EU-forordning om sikring af skibe og havnefaciliteter angives de skibstyper, som ikke er omfattet af ISPS koden: • krigsskibe og troppetransportskibe • lastskibe med en bruttotonnage1) på under 500 • skibe, der ikke fremdrives ved mekaniske midler • træskibe af primitiv konstruktion • fiskefartøjer eller fartøjer, der ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.
Fremdrivning ved mekaniske hjælpemidler Teksten "skibe, der ikke fremdrives ved mekaniske midler” skal forstås som f.eks. et sejlskib uden hjælpemaskine, pramme, lægtere etc. uden eget fremdrivningsmiddel.
Såfremt et sejlskib har hjælpemaskine, vil forordningen være gældende – man skelner altså ikke mellem ”primær/sekundært” fremdrivningsmiddel. Det faktum, at et fartøj har mekanisk fremdrivningsmiddel om bord medfører, at fartøjet ikke længere kan undtages fra ISPS-koden.
Sejlskibe, lystfiskerskibe m.fl. (J, V og S skibe) – særlige aftaler Disse skibe opfylder ikke de internationale tekniske krav, som er fastsat for last- og passagerskibe, hvorfor de som udgangspunkt heller ikke har tilladelse til at foretage internationale rejser. Der er imidlertid to tilfælde, hvor disse skibe afhængig af deres fartstilladelse kan anløbe udenlandske havne: • I henhold til den såkaldte Øresundsaftale, hvor der kan foretages enkeltstående anløb af svenske Øresundshavne under en række forudsætninger herunder, at der ikke er tale om rutesejlads • I forbindelse med internationale sejlerarrangementer, der omfattes af “Memorandum of Understanding on the mutual recognition of certificates for the safe operation of traditional ships in European waters and certificates of competency for crews on traditional ships”.
For disse enkeltstående internationale rejser har en række lande anerkendt anløb af visse udenlandske skibe uden, at disse i øvrigt opfylder internationale regler for passagerskibe. Såfremt man herudover ønsker at anløbe udenlandske havne, skal skibet opfylde de internationale krav gældende for et traditionelt passagerskib i de tilfælde, hvor skibet medfører mere end 12 passagerer. |
|